Den Kolde Krig (Atomvåben, del. 2) BioNyt Videnskabens Verden nr. 166

Mange historiske arkiver fra den kolde krig er nu blevet frigivet for offentligheden, hvorved man er blevet i stand til i hidtil usete detaljer at beskrive den kolde krig, bl.a. de ofte krigeriske overvejelser, som magthaverne i Vesten og den kommunistiske sfære havde. Publikationen her begynder med en beskrivelse af virkningerne efter Hiroshima- og Nagasaki-atombomberne, den efterfølgende amerikanske besættelse af Japan og udviklingen af konfrontation mellem USA og Sovjetunionen. Mange konfrontationer beskrives, f.eks. Berlinkriserne og Cubamissilkrisen. Frigivelsen af hidtil hemmelige dokumenter giver indsigt i overvejelserne hos de involverede parter under bl.a. Cubakrisen, som derved kan beskrives i detaljer, bl.a. flere hidtil ukendte farlige situationer under denne farlige konfrontation. Det beskrives, i hvilke situationer amerikanske præsidenter har overvejet at bruge atomvåben. Flere af disse situationer er først blevet kendt med 20-30 års forsinkelse. Man har ikke tilsvarende oplysninger fra Sovjetunionen eller andre atommagter, men publikationen gennemgår, hvordan de forskellige atommagter erhvervede sig bomben, hvilket i flere tilfælde er sket ved omfattende og bemærkelsesværdig spionvirksomhed. I denne forbindelse er det kommet for dagen, hvilke lande som har samarbejdet om udvikling af atomvåben - og det er ofte ganske overraskende, hvilke lande, som har samarbejdet herom. Sovjetunionens opbygning af computersystemer til straksangreb med atomvåben, og de tilsvarende amerikanske launch-on-warning systemer beskrives, og hvor  enkeltpersoners valg havde afgørende betydning. Parternes atomkrigsplaner -  ofte groteske - beskrives. Publikationen er del 2 i en serie af tre publikationer om atomvåben. Publikationen fås også i trykt udgave fra www.bionyt.dk
Powered by